Gruppen “Inversion” indeholder lagtilstande, som på den ene eller anden måde inverterer farverne.
Tilstanden Forskel trækker det øverste lags pixelværdi fra det nederste lags, og tager derefter den absolutte værdi af resultatet. Denne tilstand kan bruges til at sammenligne to lag. Hvis de er identiske, er forskellen nul (sort), ellers viser resultatet variansen af toneværdierne i hver pixel. En hvid forgrund inverterer baggrunden, mens en hvid baggrund inverterer forgrunden.
Tilstanden er kommutativ; rækkefølgen af de to lag betyder ikke noget.
Tilstanden Eksklusion forårsager inversion til det andet lag for lyse områder, meget mørke områder ændrer slet ikke noget. På den måde ligner denne tilstand Forskel. Mellemgrå værdier reducerer dog kontrasten i det andet lag kraftigt; i ekstreme tilfælde helt op til nul.
Tilstanden er kommutativ; rækkefølgen af de to lag betyder ikke noget.
Tilstanden Træk fra trækker pixelværdierne i det øverste lag fra pixelværdierne i det nederste lag. Det resulterende billede er normalt mørkere. Du kan få en masse sort eller næsten sort i det resulterende billede.
Tilstanden Udtræk kornethed er beregnet til at udtrække “filmkorn” fra et lag for at producere et nyt lag, der er rent korn, men det kan også være nyttigt til at give billeder et præget udseende. Den trækker pixelværdien for det øverste lag fra værdien for det nederste lag og lægger 0,5 til.
Tilstanden Forén kornethed fletter et kornlag (muligvis et der er oprettet med “Udtræk kornethed”) ind i det aktuelle lag og efterlader en kornet version af det oprindelige lag. Den gør præcis det modsatte af “Udtræk kornethed”. Den lægger pixelværdierne for det øverste og nederste lag sammen og trækker 0,5 fra.
Tilstanden Dividér dividerer hver pixelværdi i det nederste lag med den tilsvarende pixelværdi i det øverste lag (mens man undgår at dividere med nul). Det resulterende billede er ofte lysere og ser nogle gange “udbrændt ud”.