4.3. Kurver og markeringer

Med GIMP kan du transformere en markering i et billede til en kurve; du kan også transformere kurver til markeringer. Information om markeringer, og hvordan de virker, kan findes i afsnittet om Markering.

Transformerer du en markering til en kurve, vil kurven følge de marcherende myrer. En markering er todimensional, mens en kurve er endimensional, så man kan ikke transformere en markering til en kurve uden at miste information. Enhver information om delvist markerede områder (f.eks. ved udtynding) mistes, når en markering ændres til en kurve. Transformeres kurven til en markering igen, er resultatet en alt eller intet-markering, lig resultatet af “Gør skarpere” i markeringsmenuen.