Indholdsfortegnelse
Mange enheder, du bruger i din design- eller fotograferingsarbejdsgang såsom digitalkameraer, skannere, skærme, printere osv., har deres egne farvegengivelsesegenskaber. Hvis disse ikke tages i betragtning under åbning, redigering og lagring, kan der foretages uhensigtsmæssige justeringer af billeder. Med GIMP kan du få pålideligt output til både web og print.
Det grundlæggende problem med billedbehandling uden farvestyring er, at du simpelthen ikke kan se, hvad du laver. Det påvirker to forskellige områder:
Der er farveforskelle på grund af enheders (såsom kameraer, skannere, skærme og printere) forskellige farvekarakteristika
Der er farveforskelle på grund af enheders begrænsede farverum
Hovedformålet med farvestyring er at undgå sådanne problemer. Den fremgangsmåde, der anvendes til at gøre dette, indebærer tilføjelse af en beskrivelse af billeders eller enheders farvekarakteristika.
Disse beskrivelser kaldes farveprofiler. En farveprofil er dybest set en opslagstabel til at oversætte enheders specifikke farvekarakteristika til et enhedsuafhængigt farverum; det såkaldte arbejdsrum. Al billedmanipulation udføres derefter på billeder i arbejdsrummet. Derudover kan farveprofilen på en enhed bruges til at simulere, hvordan farver ville se ud på den enhed.
Farveprofiler laves oftest af producenten af enhederne selv. For at gøre disse profiler brugbare uafhængigt af platform og styresystem har ICC (International Color Consortium) skabt en standard kaldet ICC-profil, der beskriver, hvordan farveprofiler gemmes i filer og indlejres i billeder.
Vink | |
---|---|
De fleste af de parametre og profiler, der er beskrevet her, kan indstilles i GIMP-indstillingerne. Se Afsnit 6.4, “Farvestyring” for detaljer. |
De fleste digitale kameraer indlejrer en farveprofil i de enkelte fotofiler, uden brugeren skal gøre noget. Digitale skannere leveres normalt med en farveprofil, som de også tilføjer til de skannede billeder.
Når du åbner et billede med en indlejret farveprofil, tilbyder GIMP at konvertere filen til RGB-arbejdsfarverummet. Dette er som standard sRGB, og det anbefales, at alt arbejde udføres i dette farverum. Hvis du beslutter dig for at beholde den indlejrede farveprofil, vil billedet dog stadig blive vist korrekt.
Hvis en farveprofil af en eller anden grund ikke er indlejret i billedet, og du ved (eller har et godt gæt på), hvilken det skal være, kan du manuelt tildele den til det pågældende billede.
For at opnå de bedste resultater skal du bruge en farveprofil til skærmen. Hvis der er konfigureret en skærmprofil, enten i hele systemet eller i afsnittet Farvestyring i GIMPs indstillinger, vises billedfarverne mest nøjagtigt.
En af de vigtigste GIMP-kommandoer til farvestyring er beskrevet i Afsnit 5.11, “Display Filters”.
Hvis du ikke har en farveprofil til din skærm, kan du oprette den ved hjælp af hardwarekalibrerings- og måleværktøjer. På UNIX-systemer skal du bruge Argyll Color Management System™[ARGYLLCMS] og/eller LProf™[LPROF] for at oprette farveprofiler.
For skærme er der to trin involveret. Det ene kaldes kalibrering, og det andet kaldes profilering. Kalibrering involverer generelt også to trin. Det første involverer justering af eksterne skærmindstillinger som kontrast, lysstyrke, farvetemperatur osv., og det er meget afhængigt af den specifikke skærm. Derudover er der yderligere justeringer, der indlæses i grafikkortets hukommelse for at bringe skærmen så tæt på en standardtilstand som muligt. Disse oplysninger gemmes i skærmprofilen i det såkaldte vcgt-mærke. Under Windows XP eller Mac OS indlæser styresystemet sandsynligvis disse oplysninger (LUT) i grafikkortet, når du starter din computer. Under Linux skal du på nuværende tidspunkt bruge et eksternt program som xcalib eller dispwin. (Hvis man blot foretager en simpel visuel kalibrering ved hjælp af en hjemmeside som Norman Korens, kan man nøjes med at bruge xgamma til at indlæse en gammaværdi).
Det andet trin, profilering, udleder et sæt regler, som gør det muligt for GIMP at oversætte RGB-værdier i billedfilen til passende farver på skærmen. Dette gemmes også i skærmprofilen. Det ændrer ikke RGB-værdierne i billedet, men det ændrer, hvilke værdier der sendes til grafikkortet (som allerede indeholder vcgt LUT).
Ved hjælp af GIMP kan du nemt få en forhåndsvisning af, hvordan dit billede vil se ud på papir. Med en farveprofil til din printer kan skærmen skiftes til skærmkorrektur-tilstand. I en sådan simuleret udskrift kan farver, der ikke kan gengives, markeres med neutral grå farve, så du kan rette sådanne fejl, før du udskriver dine billeder på printeren.