Billeder er de grundlæggende enheder, der bruges af GIMP. Groft sagt svarer et “billede” til en enkelt fil f.eks. en TIFF- eller JPEG-fil. Du kan også tænke på et billede som svarende til et enkelt visningsvindue (selvom det i virkeligheden er muligt at have flere vinduer, der alle viser det samme billede). Det er dog ikke muligt at få et enkelt vindue til at vise mere end ét billede, eller at et billede ikke har noget vindue, der viser det.

Et GIMP-billede kan være en ret kompliceret ting. I stedet for at tænke på det som et ark papir med et billede på, så tænk på det mere som en stak ark, kaldet “lag”. Ud over en stak lag kan et GIMP-billede indeholde en markeringsmaske, et sæt kanaler og et sæt kurver. Faktisk giver GIMP en mekanisme til at vedhæfte vilkårlige stykker data, kaldet “parasitter”, til et billede.

I GIMP er det muligt at have mange billeder åbne på samme tid. Eftersom store billeder kan bruge mange megabyte hukommelse, bruger GIMP et sofistikeret flisebaseret hukommelsesstyringssystem, der gør det muligt for GIMP at håndtere meget store billeder. Der er dog grænser, og at have mere hukommelse tilgængelig kan forbedre systemets ydeevne.

Hvis et simpelt billede kan sammenlignes med et enkelt ark papir, sammenlignes et billede med lag med en bunke gennemsigtigt papir, der er stablet oven på hinanden. Du kan tegne på hvert papir, men stadig se indholdet af de andre ark gennem de gennemsigtige områder. Du kan også flytte et ark i forhold til de andre. Sofistikerede GIMP-brugere håndterer ofte billeder, der indeholder mange lag, endda snesevis af dem. Lag behøver ikke at være uigennemsigtige, og de behøver ikke at dække hele billedets udstrækning, så når du ser på et billedes visning, kan du se mere end blot det øverste lag: Du kan se elementer i mange lag. Læs mere i Introduktion til lag.

Digitale billeder består af et gitter af kvadratiske pixels. Hvert billede har en størrelse, der måles i to dimensioner f.eks. 900 pixel i bredden og 600 pixel i højden. Men pixels har ikke en bestemt størrelse i det fysiske rum. For at konfigurere et billede til udskrivning bruger vi en værdi kaldet opløsning, defineret som forholdet mellem et billedes størrelse i pixels og dets fysiske størrelse (normalt i tommer), når det udskrives på papir. De fleste filformater (men ikke alle) kan gemme denne værdi, der udtrykkes som ppi (pixel pr. inch (engelsk tomme)).

Når en fil udskrives, bestemmer opløsningen størrelsen, billedet vil have på papir, og som følge heraf den fysiske størrelse af pixels. Det samme billede på 900×600 pixel kan udskrives som et lille 3×2" kort med forsvindende små pixels — eller som en stor plakat med store pixels.

Billeder importeret fra kameraer og mobile enheder har tendens til at have en opløsning knyttet til filen. Opløsningen er normalt 72 eller 96 ppi. Det er vigtigt at indse, at denne beslutning er vilkårlig og blev valgt af historiske grunde. Du kan altid ændre opløsningen med GIMP — dette har ingen effekt på de faktiske billedpixels. Desuden er opløsningsværdien meningsløs og ignoreres for anvendelser som visning af billeder online, på mobile enheder, tv eller videospil - kort sagt enhver brug, der ikke udskrives. I stedet vises billedet normalt, så hver billedpixel svarer til en skærmpixel.

En kanal er en enkelt komponent i en pixels farve. For en farvet pixel i GIMP er disse komponenter normalt rød, grøn, blå og nogle gange gennemsigtighed (alfa). For et gråtonebillede er de grå og alfa, og for et indekseret farvebillede er de indekserede og alfa.

Hele den rektangulære matrix af en af farvekomponenterne for alle pixels i et billede kaldes også en kanal. Du kan se disse farvekanaler med dialogen Kanaler.

Når billedet vises, sætter GIMP disse komponenter sammen for at danne pixelfarverne til skærmen, printeren eller en anden outputenhed. Nogle outputenheder bruger muligvis andre kanaler end rød, grøn og blå. Hvis de gør det, konverteres GIMPs kanaler til de relevante for enheden, når billedet vises.

Kanaler kan være nyttige, når du arbejder på et billede, der skal justeres i en bestemt farve. Hvis du f.eks. vil fjerne “røde øjne” i et fotografi, kan du arbejde på den “røde” kanal.

Du kan betragte kanaler som masker, der tillader eller begrænser outputtet af den farve, som kanalen repræsenterer. Ved at bruge filtre på kanaldata kan du oprette mange varierede og subtile effekter på et billede. Et simpelt eksempel på brug af et filter på farvekanalerne er filteret Kanalmikser.

Ud over disse kanaler giver GIMP dig også mulighed for at oprette andre kanaler (eller mere korrekt kanalmasker), som vises i den nederste del af dialogen Kanaler. Du kan oprette en Ny kanal eller gemme en markering til en kanal (maske). Se ordlistens beskrivelse af Masker for at få flere oplysninger om kanalmasker.

Når du ændrer et billede, ønsker du ofte, at kun en del af billedet skal påvirkes. “Markeringsmekanismen” gør dette muligt. Hvert billede har sin egen markering, som du normalt ser som en bevægelig stiplet linje, der adskiller de markerede dele fra de umarkerede dele (de såkaldte “marcherende myrer”). Faktisk er dette lidt vildledende: Markering i GIMP er gradueret, ikke alt eller intet, og markeringen er repræsenteret ved en fuldgyldig gråtonekanal. Den stiplede linje, som du normalt ser, er simpelthen en konturlinje på det 50 % markerede niveau. Du kan dog til enhver tid visualisere markeringskanalen i alle dens herlige detaljer ved at slå Ekspresmaske-knappen til eller fra.

En stor del af at lære at bruge GIMP effektivt er at lære kunsten at lave gode markeringer — markeringer der indeholder præcis, hvad du har brug for og intet mere. Fordi markeringshåndtering er så centralt vigtig, indeholder GIMP mange værktøjer til at gøre det: et udvalg af markeringsværktøjer, en menu med markeringshandlinger og muligheden for at skifte til Ekspresmaske-tilstand, hvor du kan behandle markeringskanalen, som om den var en farvekanal, og derved “male markeringen”. Læs mere i afsnittet Markeringen.

Når du laver fejl, kan du fortryde dem. Næsten alt, hvad du kan gøre ved et billede, kan fortrydes. Faktisk kan du normalt fortryde et betydeligt antal af de seneste ting, du gjorde, hvis du beslutter, at de var forkerte. GIMP gør dette muligt ved at føre en historik over dine handlinger. Denne historik forbruger dog hukommelse, så fortrydelse er ikke uendelig. Nogle handlinger bruger meget lidt fortrydelseshukommelse, så du kan udføre snesevis af dem, før de tidligste slettes fra denne historik. Andre typer handlinger kræver enorme mængder fortrydelseshukommelse.

Du kan konfigurere mængden af hukommelse, som GIMP bruger til fortrydelseshistorikken for hvert billede, men i alle tilfælde bør du altid være i stand til at fortryde mindst dine 2-3 seneste handlinger. Den vigtigste handling, der ikke kan fortrydes, er at lukke et billede. Derfor beder GIMP dig om at bekræfte, at du virkelig vil lukke billedet, hvis du har foretaget ændringer i det. Læs mere i afsnittet Fortryd.

Mange, sandsynligvis de fleste, af de ting, du gør med et billede i GIMP, udføres af GIMP selv. GIMP gør dog også udstrakt brug af “udvidelsesmoduler”, som er eksterne programmer, der interagerer meget tæt med GIMP og er i stand til at manipulere billeder og andre GIMP-objekter på meget sofistikerede måder. Mange vigtige udvidelsesmoduler følger med GIMP, men der er også mange tilgængelige via andre kanaler. Faktisk er skrivning af udvidelsesmoduler (og programmer) den nemmeste måde for folk, der ikke er på GIMP-udviklingsholdet, at tilføje nye muligheder til GIMP.

Alle kommandoerne i menuen Filtre, og en stor del af kommandoerne i andre menuer, er faktisk implementeret som udvidelsesmoduler.

Ud over udvidelsesmoduler kan GIMP også gøre brug af små programmer. Programmerne er skrevet på et sprog kaldet Script-Fu, som er unikt for GIMP (det er en dialekt af det Lisp-lignende sprog kaldet Scheme). Tidligere var der en klar skelnen mellem programmer og udvidelsesmoduler, men det er ved at forsvinde. Afhængigt af hvilken Script-Fu-fortolker du bruger, kan Scheme-programmer også installeres som udvidelsesmoduler.